havnevenner

Hvem er HavneVennerne

En havn består af mange forskellige elementer: både, broer, vand og vind, som alle spiller en vigtig rolle i havnens funktion. Men frem for alt er en havn et sted fyldt med mennesker, der arbejder, færdes og skaber liv og aktivitet omkring vandet. Det er menneskene, der giver havnen dens sjæl og betydning.

Nogle bor ved havnen. Nogle har deres båd her. Nogle kommer for at ro kajak, fiske eller gå en tur langs kajen. Andre kigger blot forbi for at nyde udsigten og atmosfæren. Mange finder glæde i de mange aktiviteter. Alle bidrager til havnens pulserende liv.

Men indimellem er der dem, der gør en særlig indsats. Nogen, der hjælper, når en båd skal lægge til. Nogen, der tager sig tid til en snak på broen. Nogen, der får nye til at føle sig velkomne. Den slags mennesker kalder vi HavneVenner.

Det er personer, der spreder hjælpsomhed, godt humør og positiv energi i havnen. Derfor sætter vi af og til fokus på en HavneVen – en, der på sin egen måde gør havnen til et endnu bedre sted at være.

Mød Jeppe

Hvad er en HavneVen for dig?

For mig er en HavneVen en, der er en del af livet hernede. En der lige gør lidt ekstra for fællesskabet – giver en hånd med, når der er brug for det, eller tager sig tid til en snak på broen.

Jeg bruger selv havnen meget, og jeg kan rigtig godt lide, at man kan snakke med alle her – høj som lav. Det er et sted, hvor folk hjælper hinanden og tager sig tid til hinanden. Det er i virkeligheden det, der gør en havneven: at man er med til at få fællesskabet til at fungere og skabe en god stemning i havnen.

Du er en af HavneVennerne – hvad betyder det for dig?

Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Jeg gør bare, hvad jeg kan for at være med til at gøre havnen til et rart sted at være.

Kan du fortælle lidt om dig selv?

Jeg er uddannet glaspuster, men blev ramt af voldsom epilepsi, som gjorde, at jeg i en periode hverken kunne arbejde eller sejle. Heldigvis er jeg kommet stærkt tilbage.

Sejlads har ellers altid været en stor del af mit liv. Allerede i mit første leveår sejlede jeg rundt i Grønland med min far, så vand og sejlads kom næsten ind med modermælken. Jeg har også sejlet meget med min onkel og tante, som havde båd.

Senere flyttede jeg til Ballerup, hvor der jo ikke er så meget vand. Der kunne man højst sejle optimistjolle på søen, så der fik jeg ikke rigtig mulighed for at sejle.

Hvordan fandt du så Vallensbæk Havn?

En fra havnen skrev på Facebook, at han manglede en at sejle med. Jeg tænkte, at jeg gerne ville i gang igen, og at jeg nu var klar efter alt det med epilepsien.

Sejlads har været en stor del af mit liv – også gennem efterskole og højskole – så jeg savnede det virkelig meget.

Da jeg kom herned, blev jeg mødt med stor åbenhed og hjertelighed. Jeg meldte mig ind i klubben og blev efter kort tid nærmest shanghaiet til at blive instruktør på sejlerskolen. Det er omkring seks år siden. Så ja så blev jeg instruktør i Vallensbæk Sejlklub, det er der jeg slår mine foldere..

Hvad motiverer dig til at hjælpe så meget til?

Jeg kan først og fremmest godt lide at være en del af fællesskaber. Det er det, der driver mig.

Det kunne i princippet være mange steder, men når man samtidig har sejlads som interesse, giver det jo god mening, at fællesskabet findes her i havnen.

Når jeg kan se, at folk er lidt pressede med deres både, når de skal i vandet, og jeg lige kan hjælpe dem færdige, så de når det. Det giver en god følelse.

Jeg var også glad, da jeg sprang til ved et ungdomsstævne i Stege, hvor de manglede en hjælper. Det var super hyggeligt at være sammen med alle de unge mennesker. Dem kunne vi godt bruge nogle flere af her i havnen.

Hvad giver det dig at være instruktør?

Sejlerskolen har folk i alle aldre. Det er fantastisk at se, hvor meget de vokser allerede fra første gang, de sejler ud, til de kommer tilbage i havnen igen. De bliver hurtigt mere modige.

Samtidig opdager de, hvor vigtigt samarbejde er ombord. Det er meget motiverende at opleve.

Hvad betyder havnemiljøet for dig personligt?

Det betyder rigtig meget.

Da jeg mistede min bror, havde jeg en svær periode. Der tog jeg ofte ned i havnen. Her kan man snakke med alle – også om det der er svært.

Det er et fristed. Bare det at gå en tur hernede gør, at jeg straks får det bedre. Vandet og luften gør noget ved én. Man åbner op, og folk kan tale sammen uanset baggrund.

Hvordan oplever du havnemiljøet?

Det er et sted med mangfoldigt liv. Børn leger, og folk hilser på hinanden – også selv om man ikke kender hinanden.

Der er en varme her. Folk er utroligt hjælpsomme, og vi hjælper hinanden.

Er der en særlig oplevelse i havnen, der har gjort indtryk?

Ja, min familie og jeg har fået lov til at låne en af sejlerskolens både til ferie. Vi har jo ikke selv båd, så det er en utrolig generøs gestus.

Det giver overskud for mig at hjælpe andre.

Når man har fokus på andre mennesker, får man også meget igen. Det giver hyggeligt samvær og nye relationer.

Jeg hjalp engang et par fra Svanemøllen med deres båd og med at finde rundt i havnen. De sejlede senere videre til Københavns Havn – men vi blev faktisk gode venner og holder stadig kontakten.

Hvad er dit bedste råd til nye HavneVenner?

Brug tiden på at hjælpe hinanden. Kig omkring dig og se, om der er noget, du kan gøre for andre.

Vær en del af fællesskabet – uanset om du har båd, ror kajak eller bare kommer til arrangementer i havnen.

Hvis du skal beskrive havnen med én sætning?

Positiv energi samlet ét sted – med masser af muligheder.

Kender du en HavneVen?

Kender du en, du tænker hører under kategorien HavneVen?
En der giver en hånd med, skaber fællesskab eller bidrager til den gode stemning i havnen? Så tip os endelig. Du finder os enten i havnen på HygOhøj eller her under kontakt.